Sportsfiskerforeningen Nordborg er foreningen, hvor du som medlem får adgang til at fange mange fiskearter, og i noget af Danmarks bedste fiskevand.
Fiskeretten i de lokale søer, Nordborg Sø og Mjels Sø, giver mulighed for at fange store gedder, og i Nordborg Sø endog sandart og nogle af Danmarks største fredfisk. Tilsvarende er det muligt at fange disse fiskearter i moserne. Husk de specielle mindste- og størstemål på gedder.
I Ketting Nor er der gode muligheder for at fange en stor aborre og meget store skaller. Endvidere tager havørrederne af og til en tur ind igennem Noret.
Foreningens medlemskab af Gelsåsammenslutningen og Sportsfiskersammenslutningen Sønderåen, giver adgang til fangst af laks, havørred, bækørred og stalling.
Når man færdes ved vores vande er det naturligt at man tager hensyn til dyre- og plantelivet. Når man parkerer er det ligeledes naturligt at man parkerer så man ikke holder i vejen for andre. Affald tages selvfølgelig med hjem.
Gyldigt statsligt fisketegn og medlemskort til foreningen skal medbringes ved fiskeri i alle vores vande.