Sportsfiskerforeningen Nordborg er en selvstændig forening som er medlem af forskellige sammenslutninger og forbund.
Først og fremmest er vi medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, de taler lystfiskeres sag overfor den store offentlighed.
Vi er også medlem af Sønderjysk Ørredfond. Fonden har til formål at støtte udsætning af ørreder efter en godkendt udsætningsplan og at ophjælpe områdets øvrige fiskebestand. I Ørredfonden sidder formændene fra Syddanske Lystfiskere, Sportsfiskerforeningen Als, Sportsfiskerforeningen Nordborg og Skovens Fiskeklub på Als. Fonden står for at arrangere Sønderjyske Ørreddage.
Sportsfiskerforeningen Nordborg er desuden medlem af Vandplejen ANA. ANA er det fælles vandplejeudvalg for de fire foreninger Syddanske Lystfiskere, Sportsfiskerforeningen Als, Sportsfiskerforeningen Nordborg og Skovens Fiskeklub på Als. Vandplejen ANA er rådgivende for bestyrelserne i foreningerne. Alle medlemmer af de fire foreninger er velkomne til at deltage i ANAs arbejde.
Vi er også medlem af Gelsåsammenslutningern af 1976 og derigennem har vi fiskeret i Gelsåen. Gelsåsammenslutningen er medlem af Samarbejdsudvalget for Ribe Å Systemet (SU) som står for forvaltningen af laksekvoten og vandpleje i hele Ribe Å systemet.
Derudover er vi medlem af Vidåsammenslutningen og Sportsfiskersammenslutningen Sønderåen. Det er vi i kraft af, at vi sammen med Sportsfiskerforeningen Vidå, Tinglev-Bjastrup Sportsfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Als har fiskeret i Bjerndrup Mølleå og dele af Sønderå.
Med i Vidåsammenslutningen er Sportsfiskerforeningen Vidå, Tinglev-Bjastrup Sportsfiskerforening, Sportsfiskerforeningen Als. Vidåsammenslutningen står for forvaltningen af laksekvoten og vandpleje i hele Vidåsystemet.
Foreningen er desuden repræsenteret i Naturparkrådet for Naturpark Nordals som er rådgivende organ for Sønderborg Kommune i forbindelse med driften af Naturpark Nordals.